En efterårsdag med lidt fritid

Og det var også på tide, efter 2 ugers arbejde med meget lidt fri. Ved godt jeg ikke skal brokke mig med alt den ferie lærere har, men nu hedder jeg altså Brokholm, og det er ikke uden grund. Siden sidst, som efterhånden er 6 dage siden, har jeg været på lejrtur med skolen på sletten i Silkeborg. Det er et ganske smukt område, og det formåede man da også at nyde, mellem små afbrydelser i form af regnskyl og klagende elever. Selvom det var en god tur var det nu også rart at komme hjem igen, selvom en weekendvagt stod for døren.

Efteråret har allerede gjort sit indtog i Holstebro. Det er koldt, mørket kommer tidligere, og for først gang var det bælg mørkt i morges da vi stod op. En ubehagelig fornemmelse, der ligge sætter trumf på en i forvejen træt Brokholm. Heldigvis rykker efterårsferien nærmere og nærmere, hvilket bliver godt for mine kreative udfoldelser, da efteråret plejer at give tid til at tegne og spille musik. Kan allerede mærke kreativiteten krible under huden. I mellemtiden, er der andre mennesker der har været kreative. Der er nemlig i denne måned udkommet 2 albums af større vigtighed. Den ene er fra mit ultimative yndlingsband; Dream Theater og det andet er fra et svensk modstykke; Opeth.

Albummet fra Dream Theater har fået titlen: a Dramatic Turn of Events, hvilket godt kunne lede tankerne hen på den hændelse der skete i bandet, forud for albummets udgivelse. Et af bandeds grundlæggende medlemmer, Mike Portnoy forlod bandet efter 30 sammen. Da dette kom fuldstændig bag på de øvrige medlemmer, kan det hænge sammen med titlen på albummet. Jeg har haft store forventninger til dette album, og må indrømme at jeg ikke er blevet skuffet. Mike Portnoy er blevet afløst af Mike Mangini, som gør et fantastisk arbejde på dette album. Og vidste man ikke bedre ville man tro det var ham. Musikken spænder vidt, og udfylder samtlige af de aspekter der har været at finde hos Dream Theater før i tiden. Jeg vil næsten sige at man kan høre forskellige indflydelser, fra de foregående albums som leder tankerne hen på forskellige numre i deres katalog. Man sidder efter en gennemlytning med fornemmelsen af, at albummet sagten kunne have været længere.

Et andet band der I den grad har overrasket mig, er Opeth. De har hidtil været konger af den progressive dødsmetal, men det kan man af gode grunde sige, ikke gør sig gældende på deres nye album; Heritage, som jeg hører i skrivende stund. Ingen tvivl om at det er virkelig lækkert og udtyksfuldt, men der er ikke det der ligner dødsmetal i musikken på dette album. Mikael Åkerfeldt (forsanger, Guitarist, Sangskriver), har fundet ind til sine progressive rødder, og har ladet musikken tage styringen. Lyden minder mange steder næsten om en psykedelisk plade fra 60'erne, men har stadig den mørke, legesyge side af Opeth, med smukke melodier og instrumentation. Jeg vil lytte pladen helt igennem inden jeg kommenterer yderligere. Men her er hvad Mikael Åkerfeld selv sage om deres nye album: "It will be our 10th album/observation. I dig it; we all do. In fact, it feels like I've been building up to write for and participate on an album like this since I was 19.

It's quite intense at times in some 'old' murky way, and quite beautiful and stark at times, if I may say so myself. It's obvious I'm going to say nice things about it since I wrote, basically, the whole piece, but I guess it will raise a few eyebrows and it certainly is an acquired taste. I think you'll need a slightly deeper understanding of our music as a whole to be able to appreciate this record. I've realized my influences for this album are so diverse that I can't really say what it sounds like. If I can compare it to any other band, it would have to be Opeth, but it's different from the stuff we've done before. I've listened a lot to Alice Cooper for the last year, yet I can't say it sounds like No More Mr. Nice Guy. I hope you'll like it once you hear it."

Jeg nyder det i hvert fald og mon ikke også mange Opeth fans, vil finde dette album spændende og udfordrende. Så skide være med resten.